Jobsamtale – Sådan scorer du dit drømmejob

Jobsamtale – Sådan scorer du dit drømmejob

Du står på tærsklen til at score dit drømmejob. Du har fået besked om at møde op til en jobsamtale. Hvad gør du nu?

Jobsamtalen er den sidste prøve du skal igennem, for at sikre dig et job. Måske det ovenikøbet er jobbet, du har drømt om i mange år. Derfor er de fleste også ekstra nervøse inden samtalen.

Hvor mange skal jeg sidde overfor? Hvad vil de mon spørge om? Hvad skal jeg tage på?

Hvis du vil være den, virksomheden skal ansætte som sin næste medarbejder, er det vigtigt at du sørger for at være godt rustet til jobsamtalen. Du kan være sikker på, at de andre der skal til samtale også har gode faglige kvalifikationer.

Så sørg for at scor point på andre områder. Det kunne være viden om virksomheden, høflig optræden og din påklædning.
Det vil skabe respekt hos din kommende arbejdsgiver, hvis du har styr på disse ting. Du vil blive taget seriøst. Du vil gøre et godt indtryk. Du vil virke mindre nervøs. Og du vil udstråle større selvtillid.

Så her får du et par fifs, som kan hjælpe dig lidt på vej.

Skaf dig viden. Brug Google!

Sørg for at skaffe dig viden om virksomheden. Og her har du selvfølgelig et fantastisk redskab lige ved hånden. Det er nemlig bare at slå op på internettet/Google.

Jobsamtale

Tjek virksomhedens hjemmeside. Læs artikler der er skrevet inden for de seneste par år, så du ved lidt om, hvad der er foregået. Tjek dens mål og strategier. Hvilke produkter/serviceydelser har virksomheden? Er der nogle datterselskaber i Danmark eller i udlandet? Disse informationer kan være nyttige. Hvorfor?

Når man går til en jobsamtale, er man ofte nervøs for, hvad de vil spørge om. Kan man nu svare på det? Når du ved noget om virksomheden, vil du føle dig bedre rustet til eventuelle spørgsmål. Og selv om spørgsmålene ikke kommer, så har du altid noget at tilføje i samtalen.

Hvis du f.eks. bliver vist rundt i virksomheden, og chefen siger: “Her på billedet kan du se vores datterselskab i Kina.” Det er så her, du tilføjer: “Det er flot I fik fabrikken op at køre efter den brand i 2015.”
Her fik du ekstra point på kontoen.

Kan du se den modsatte situation for dig, når han nævner datterselskabet i Kina: Du står med åben mund og ligner et spørgsmålstegn. Og man bare kan se på dig, at du tænker: “Øh what?! Er der et datterselskab i Kina? Og hvor er det nu Kina ligger? Aaarg hvorfor tjekkede jeg ikke det i går i stedet for at spille Playstation hele natten?”

Selvfølgelig kan man ikke være forberedt på alt, men du vil gøre dig selv en tjeneste, hvis du har læst på lektien. Gør dog tingene med måde. Du skal ikke sidde og blære dig med din viden. Men lad det være en naturlig del af samtalen.

Hvad skal du tage på til en jobsamtale?

Sørg for at se ordentlig ud i tøjet. Er du i tvivl om dit tøj er pænt nok, så vær hellere en smule overdressed end underdressed. Spørg eventuelt din hustru/kæreste eller en ven hvad han synes om din påklædning. Dit tøj fortæller meget om dig som person. Og det lægger chefen mærke til, for snart vil du også være repræsentant for hans virksomhed

Til direktørstillingen vælger man højst sandsynlig jakkesæt og slips. Søger man stillingen som flaskedreng i netto, vil et par pæne bukser og en polo-shirt måske være passende.

T-shirts med politiske budskaber, personlige holdninger og billeder lader du blive hjemme i skabet. Kan du se det for dig: Du dukker op med din yndlingsbluse på. Og der står med fed skrift: “I LOVE BACON.” Og hende du sidder overfor er vegetar? Mon ikke hun vælger en anden?

De færreste af os søger stillingen som bassist i et rockband. Da vil dødningehovedet på T-shirten måske falde i god jord. Men hvorfor tage chancen andre steder? Jeg tror, du har forstået, hvor jeg vil hen.

Din tale, væremåde og kropssprog

Dit kropssprog og din væremåde fortæller mere om dig, end det du siger. Vi lægger ofte utrolig meget vægt på, om vi nu får sagt det rigtige. Men sørg for at det non-verbale også er i orden. Det er et punkt, du ikke må undervurdere. Den du sidder overfor danner sig lynhurtigt i underbevidstheden et indtryk af, hvem du er.

Følgende punkter er gode at have i tanke:

  • Giv hånd når du bliver hentet ind til en jobsamtale. Brug et fast håndtryk. Det vil også være på sin plads at give hånd, når du skal sige farvel.
  • Sørg for at komme afsted hjemmefra i god tid. Sid hellere 20 minutter i bilen ude foran virksomheden. Eller i deres venteværelse. Det vil give dig tid til at falde til ro og samle tankerne omkring samtalen. Kommer du i sidste øjeblik eller endda for sent, vil det give et sjusket indtryk. Din kommende arbejdsgiver skal kunne regne med dig. Kommer du for sent til samtalen, vil du hurtigt blive stemplet som typen, der også kommer for sent på arbejde.
  • Husk at smid dit tyggegummi ud inden du går ind.
  • Hav et smil på læben. Hvem gider ansatte en sur og halvsløj medarbejder?
  • Sid ret i stolen. Du kan sidde henslængt, når du kommer hjem foran tv’et.
  • Undgå at sidde med armene over kors. Hav et åbent kropssprog.
  • Kig på den der taler. Du vil virke interesseret og nærværende.
  • Brug et pænt sprog. Det kan godt være du bander i din fritid, men du vil ikke sende et godt signal, hvis du gør det under samtalen. Det vil kun få dig til at fremstå som en med et lille ordforråd.

Skal du tage af den forbudte frugt?

Eva gjorde det. Og det havde katastrofale følger for resten af hendes liv. Helt så galt kommer det ikke til at gå for dig. Men når du kommer til en jobsamtale, bliver du ofte tilbudt et stykke frugt eller et stykke kage. Overvej om du skal sige ja eller nej. Når du griber ud efter den “den forbudte frugt”, er der ingen vej tilbage. Kan du tale ubesværet, efter at du har taget en bid af æblet eller bananen? Og har du spurgt din kone, om du smasker når du spiser?

Og hvad med kagen? Der kan hurtigt sætte sig et stykke fast mellem tænderne. Og hvad tror du, de lægger mærke til resten af samtalen? Vurder situationen. Sidder de andre med et rundstykke, kan det være meget passende at tage et også. Det giver en afslappende atmosfære, og gør at du er en del af fællesskabet.

Hvad med kaffe, vand og sodavand? Der findes her ingen skrevne regler for, hvad der er bedst at gøre. Har du cyklet 10 kilometer, eller der er 30 grader uden for, kan en sodavand eller et glas vand virke forfriskende og give dig lidt ekstra energi.

Tag den med ro, det er bare et job

Tag den med ro, dit liv er ikke på spil. Det er bare et job. Og skulle du ikke få jobbet, så er jeg sikker på, du får en chance til i livet. Du kan gøre det nok så godt, og sommetider lykkedes det bare ikke. Sådan er livet.

Øvelse gør mester

Jeg var engang til en samtale i en større virksomhed. Det var egentlig ikke lige det job, jeg havde drømt om. Men jeg var åben for at se, hvad de havde at tilbyde. Og hvad havde jeg at miste? Ikke noget. Under samtalen fandt jeg ud af, at jobbet ikke var noget for mig. Spild af tid? Nej da. Jeg blev en erfaring rigere. Og til min næste jobsamtale var jeg lidt mindre nervøs, for jeg havde lige været afsted. Og det job fik jeg!

Som vi alle ved gør øvelse mester. Det gælder også, når det drejer sig om en jobsamtale. Hvorfor ikke søge nogle jobs, netop med det formål at komme til samtale, så du kan øve dig? Du har jo intet at miste. Jo flere samtaler du har været med til, desto bedre vil du blive til dem. Og den dag dit drømmejob kommer, så vil du stå bedre rustet. Du vil være mindre nervøs, end hvis det var første gang.

Jamen er det ikke at snyde, hvis jeg egentlig ikke er interesseret i jobbet? Du skal selvfølgelig ikke søge et job, du ved, du ikke gider have. Det er spild af andres tid og ressourcer. Men hvis jobopslaget lyder bare lidt interessant, så skader det jo ikke at se, hvad en samtale kan ende ud i. Og du får som sagt øvelse. Måske det viser sig, at jobbet er noget for dig. Se ikke en jobsamtale som et møde hvor det kun er arbejdsgiveren, der skal se DIG an. DU skal også danne dig et indtryk. Den indstilling vil også gøre dig mindre nervøs. Du har lov til at takke nej til et tilbud om et job. Så med den i baghovedet, kan du roligt prøve at komme til en masse samtaler for at samle erfaring.

Jeg vil ønske dig held og lykke med din jobsamtale.

Hvordan scorede du dit drømmejob? Du velkommen til at smide din historie i kommentarfeltet herunder.

Har du forresten tænkt over, hvordan du kan få færre bekymringer? Du kan finde et par gode råd HER.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *